Ændringer grundet Corona. Orientering fra præsten se her

Palmesøndag.

Nu går vi ind i det, man kalder ”den stille uge”. Den uge, som indeholder både palmesøndag, skærtorsdag, langfredag og påskedag. Den uge, der begynder med Jesu indtog i Jerusalem i dag palmesøndag, giver os indstiftelsen af nadveren torsdag, kulminerer med Jesu død langfredag og så det store glædelige og ubegribelige ”han er opstanden” påskesøndag.

For ikke så længe siden var den stille uge en alvorlig uge. Der var ikke noget underholdning i tv, alle butikker – om det var Brugsen, kiosken eller bageren - holdt lukket på alle helligdage. Så man havde kun mandag, tirsdag og onsdag til at handle ind til helligdagene i. Og vel at mærke kun til kl 17.30. Ikke noget med at holde åbent til langt ud på aftenen, som vi kender det i dag.

I rigtig gamle dage kaldte man ugen for ”Dimmelugen”. For i dén uge dimlede kirkeklokkerne. De ringede ikke så klart og rent som normalt, for man brugte træknebler i klokkerne. Eller omviklede kneblerne med klæde. Det gav en mere blød og blid lyd, og skulle mane én til eftertanke.

I vore dage er den stille uge ikke så stille mere. Der er masser af støj omkring os. Samfundet opfordrer ikke én til stilhed og tilbageholdenhed. Tværtimod skal vi ud og forbruge og bruge så meget som muligt. Der er underholdning i tv, vi har altid internettet med os, havecentrene er åbne, og har kronede dage. Så stilheden må vi selv sørge for at skaffe os, hvis og når vi ønsker den.

Men nu er stilheden kommet til os uden at vi har bedt om den. Den er blevet påtvunget os på grund af en virus. Pludselig skal vi vænne os til at vi ikke kan flyve og fare som vi plejer. Restauranten og biografen er lukket. Vi skal skynde os ind i supermarkedet og skynde os ud igen uden at tale med for mange.

Måske kan vi i den uønskede, den påtvungne stilhed vi er sat i, få tid til ro og eftertanke. Få tid til at tænke over, hvad der egentlig skete i dag for rundt regnet 2000 år siden, da Jesus ridende på et æsel drog ind i Jerusalem.

Folket hilste ham viftende med palmegrene, og hyldede ham med råbet: ”hosianna”. Et udtryk for religiøs begejstring og entusiasme. ”Hosianna, Davids søn, Israels konge”. Folket forventede en konge, en befrier, der skulle befri dem for den romerske besættelsesmagt. Sætte folket fri og bringe lykke og fantastiske tider for alle. Sådan var folkestemningen dén dag. Få dage senere var folkestemningen en helt anden og mere ond.

Tilbage står den ikoniske skikkelse. En ensom skikkelse, ridende på et æsel. Han, som gav afkald på at være lige med Gud, han, som tog en tjeners skikkelse på sig og blev mennesker lig. Han, som ydmygede sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors.

Sådan en palmesøndag kan man synge den gode gamle salme ”Gør døren høj, gør porten vid!” Den giver én den følelse af fest, som det var den dag, Jesus red ind i Jerusalem. Salmen gør forskellen mellem denne festlige dag og de sorgfulde dage, der skal komme endnu større.

En god palmesøndag til alle

Mette Dencher

Sognepræst  

 

Renovering af Sundby Kirke. Se link her